Menu

Fredericia KF i Dagbladet

image
Fredericia Dagblad
25. august 2017 kl. 13:49
Kvindefodbold indtager Monjasa Park

Fredericia: Monjasa Park er ikke kun for FC Fredericias 1. divisionshold.

Nu skal der også spilles kvindekampe på byens fineste fodboldbane. Det nye kvindefodboldsamarbejde, Fredericia KF, har nemlig booket stadion til fire events, hvor der spilles tre kampe hver gang. Både ungdomshold og førsteholdet i Jyllandsserien skal spille. Første gang bliver Søndag 17. september.

- Vi vil gerne gøre reklame for os selv, og det bliver lidt større udadtil, når vi spiller på Monjasa Park. Det vil betyde, at vi bliver set noget mere, siger Tina Aabo, som er med i styregruppen bag det nye samarbejde om kvindefodbold i Fredericia.

Det blev oprettet i december 2016 af Erritsø¸ GIF, Fredericia KFUM, Bredstrup-Pjedsted og Taulov-Skærbæk.

Fredericia KF har fået tilskud til at leje Monjasa Park fire gange i denne sæson. Beløbet er 3000 kroner pr. gang, så i alt er der tilskud for 12.000 kroner. Det har politikerne i kultur- og idrætsudvalget godkendt.

"Det bliver lidt større udadtil, når vi spiller på Monjasa Park".
Tina Aabo, Fredericia KF

Får nogen at se op til

Datoerne lægges i de weekender, hvor FC Fredericias måned i 1. division ikke spiller hjemmekampe.

Fredericia KF planlægger at spille tre kampe hver gang, man lejer stadion. To ungdomskampe og en kamp for det bedste senior-hold. I stedet for bolddrenge som til FC Fredericias kampe vil der være boldpiger på sidelinjen.

- Det vil give pigerne ude i klubberne en samhørighed med de store i Fredericia KF. Og de vil få nogen at se op til, siger Tina Aabo.

Fredericia KF har meldt ud, at man satser på både eliten og bredden. Derfor er det ikke kun føstehold, som får lov til at spille på det fine stadion. Til første kamp 17. september bliver det således andetholdet i U15-rækken, førsteholdet i U14-rækken og seniorernes Jyllandsserie-hold, som spiller.

Der er også planlagt kvindekampe lørdag den 14. oktober på Monjasa Park, og der er to kampdage i foråret, som endnu ikke er fastsat.

Luk